Vi har alle en personlig bevidsthed, og er en del af en upersonlig og universel bevidsthed.

Når jeg er begravet i mine tanker og dermed er i min personlige bevidsthed, så føles det som om, at jeg er i min egen lille robåd på en sø der uendelig stor med en masse andre ro både. Fra det sted ser det ud som om, at jeg må kæmpe for mit, for at jeg kan komme hurtigere i mål, få nogle fordele og klare mig bedre, så jeg kan forbedre mit liv.

Det er mig mod dig. mig mod dem. Med det bevidsthedsniveau giver den tankegang mening, og er det mest ansvarsfulde jeg kan gøre, da det ser ud som om, at jeg er alene i min verden. Jeg anerkender der er andre på søen, men de er i deres båd og kæmper for deres liv bliver bedre.

Fælden er at det mål vi alle sigter mod at komme igennem først, hele tiden bevæger sig længere og længere væk uanset, hvor tæt på vi kommer. Lige når vi tror, at vi er nået dertil, hvor vi kan være glade og dermed begynde at hvile vores trætte arme, så bevæger mållinjen sig lidt længere væk, og vi må atter tage fat i årerne.

Når jeg ikke er begravet i mine tanker og føler mig forbundet til denne universelle bevidsthed, som vi alle er en del af, så er jeg stadig på søen, men ikke i min egen robåd. Det føles som om, at vi alle er på det samme skib og arbejder sammen mod et fællesmål. Jeg behøves ikke længere kæmpe for mit og være hurtigere eller bedre end de andre, så jeg kan få et bedre liv. Der er ikke længere noget mål at nå, for vi er allerede der, hvor vi skal være.

Det er ikke længere dig mod mig, mig mod dem, der er kun et vi.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: